Opvarmning af stemmen – er det ikke kun for sangere?
Jeg kan også spørge dig – ville du løbe en lang tur uden at varme op først?
Højst sandsynlig ikke. For du ved godt, at når du skal ud at løbe en tur, skal musklerne varmes godt op først, for at du ikke får en skade.
Din stemme består af meget små muskler, som også har godt af at blive varmet stille og roligt op, før en lang dag med tale.
Dine stemmelæber, som sidder inde i struben, sættes i svingninger ved hjælp af din luftstrøm, og derfor har din vejrtrækning også en stor påvirkning på din stemmes udholdenhed og styrke. Åndedrætsmusklerne kan også varmes op og styrkes, så din stemme på samme måde bliver styrket.
Hvis du bruger din stemme meget i løbet af en dag – f.eks. hvis du underviser, holder foredrag, laver webinarer eller snakker med mange klienter – så kender du måske til følelsen af en lettere slidt stemme sidst på dagen.
Når du giver din stemme et boost ved at varme den op, gør du ikke bare din stemme stærkere og mere udholdende, men du giver også stemmen mere klang og resonans. Det resonerer bedre i din modtager og der er større chance for, at dit budskab går igennem, når modtageren mærker og lytter til dine ord.
Få idéer til hvordan du kan varme din stemme op via bloggen her.
Se f.eks. her hvordan du kan bruge et sugerør til at styrke din stemme – Opvarmning af stemmen gennem sugerør